Egyptiske dekaner

Dekanmedicin og magi

I de første århundreder e.v.t. troede mange i Egypten og det østlige Middelhavsområde, at hver af de seksogtredive dekaner herskede over en del af kroppen og kunne fremkalde eller helbrede dens sygdom. En hermetisk bog parrede hver dekan med et billede, en sten og en plante; graverede gemmer bar den løvehovedede Chnoubis; og Salomons Testamente gjorde dekanerne til dæmoner, der hver bekender det navn, som driver den ud.

dekaner over kroppen
36
billede, sten og plante
3
Den hellige bog første gang udgivet
1908

Inde i dekanmedicinen

De forestillinger, tekster og genstande, gennem hvilke de seksogtredive dekaner blev bundet til menneskekroppen, fra egyptiske guder for legemsdelene til hermetiske amuletter, graverede gemmer og Salomons dæmonliste.

🧍

Melotesi

den græsk-romerske verden hellenistisk tid og frem

Forestillingen om, at dele af himlen styrer dele af kroppen. Zodiakal melotesi går fra Vædderen ved hovedet til Fiskene ved fødderne; dekanal melotesi bruger samme rækkefølge med seksogtredive finere zoner i stedet for tolv.

👁️

Guder for hvert lem

Egypten Det Nye Rige og frem

Kapitel 42 i Dødebogen sætter hver del af kroppen, fra håret til tæerne, under en gud, og helbredende besværgelser gør det samme for de syge. Dekanmedicinen anvendte denne gamle egyptiske vane på de seksogtredive stjerneguder.

🦁

Sygdommens bringere

Egypten 1. årtusinde f.v.t.

Den sene egyptiske teologi forbandt dekanerne med Sekhmets pestbringere, der kunne sende eller holde sygdom tilbage i deres ti dage. En magt, der kunne ramme kroppen, kunne også bedes om at skåne den, og det er forudsætningen for al senere helbredelse ved dekanerne.

📖

Hermes' hellige bog

det romerske Egypten usikker datering

En græsk afhandling, som Hermes retter til Asklepios, og som giver hver dekan et navn, et billede, en legemsdel, en sten og en plante. Dateringen er omstridt; den blev første gang udgivet af Charles-Émile Ruelle i 1908.

💎

Billede, sten og plante

opskriften romertiden

Gravér dekanens billede i dens sten, læg dens plante nedenunder, indfat dem og bær det hele. Sådan lyder Den hellige bogs formel for at beskytte det organ, dekanen hersker over. Det graverede billede var det, der bandt genstanden til stjernen.

🐍

Chnoubis

det romerske Egypten og videre 1.–4. århundrede e.v.t.

En løvehovedet slange med strålekrone, den almindeligste dekan på de bevarede gemmer, som regel skåret i grøn eller gul sten. Navnet afledes som regel af dekanen Kenmet, og gemmerne blev båret for maven.

🩺

Galens grønne jaspis

Rom 2. århundrede e.v.t.

Galen henviser til Nechepsos bog for en grøn jaspis graveret med en slange med strålekrans og båret mod maven. Han beretter, at han selv prøvede stenene og fandt dem nyttige også uden billedet, en usædvanlig kommentar på første hånd.

🗣️

Kroppens seksogtredive dæmoner

det østlige Middelhavsområde slutningen af 2. århundrede e.v.t.

Filosoffen Kelsos, citeret af Origenes, gengiver den egyptiske tro på, at seksogtredive dæmoner deler kroppen mellem sig, og at det helbreder at nævne dem ved navn. Origenes anfører det som bevis på, at sådanne magter var dæmoner og ikke guder.

💍

Salomons Testamente

det græsktalende Østen 1.–5. århundrede e.v.t.

Salomon, der har fået en ring af ærkeenglen Mikael, tilkalder seksogtredive ånder, som kalder sig zodiakkens dekaner. Hver bekender den sygdom, den forvolder, fra hovedpine og nedefter, og det englenavn, der får den til at vige.

🌿

Thessalos og planterne

Alexandria & Theben sandsynligvis 1. århundrede e.v.t.

Om planternes kræfter fortæller, hvordan en læge, ledet af en præst fra Theben, så Asklepios i et syn og lærte de tolv tegns og syv planeters planter at kende. Det er astrologisk botanik uden dekaner i de samme egyptiske omgivelser.

📆

Dyrekredsmanden sejrer

det latinske Europa middelalderen

Middelalderens læger brugte dyrekredsmanden med de tolv tegn til at finde det rette tidspunkt for åreladning og lagde dekanernes inddeling bag sig. Dekannavne overlevede i samleværker som den latinske Liber Hermetis, men ikke længere som medicin, der blev praktiseret.

✒️

Talismaner efter medicinen

fra Bagdad til Köln 9.–16. århundrede

Dekanbillederne levede videre hos Abu Ma'shar, i Picatrix og hos Agrippa som talismanfigurer til beskyttelse og helbredelse, men den præcise fordeling af dekanerne på organerne blegnede. Afsnittets kapitler om den arabiske overlevering og renæssancen følger den vej.

Vidner og udgivere

De antikke forfattere, der optegnede eller diskuterede helbredelse ved dekanerne, og de moderne forskere, der udgav teksterne og katalogiserede gemmerne.

Nechepso

2. århundrede f.v.t. (tilskrevet) Egypten

Sagnfarao, under hvis navn et græsk astrologisk korpus cirkulerede; Galen henviser til dets fjortende bog for den grønne jaspis graveret med en slange med strålekrans, båret for at beskytte maven.

Galen

129–ca. 216 Pergamon & Rom

Antikkens mest indflydelsesrige læge, hvis værk om enkle lægemidler gengiver Nechepso-amuletten og hans eget forsøg med grøn jaspis, den fyldigste antikke medicinske kommentar til en dekansten.

Kelsos & Origenes

slutningen af 2. & 3. århundrede det østlige Middelhavsområde & Caesarea

Den hedenske kristendomskritiker, der beskrev kroppens seksogtredive dæmoner, og den kristne teolog, hvis svar, Mod Kelsos, bevarede passagen og samtidig afviste dens guder.

Thessalos

sandsynligvis 1. århundrede e.v.t. Alexandria & Theben

Læge, der nævnes som forfatter til Om planternes kræfter, hvis indledende brev beskriver et syn af Asklepios i Theben; han identificeres ofte med Thessalos fra Tralles, selv om identifikationen er omdiskuteret.

Charles-Émile Ruelle

1833–1912 Paris

Fransk filolog og bibliotekar, der i 1908 udgav den græske tekst til Hermes' hellige bog til Asklepios, grundlaget for alt senere arbejde med dekanmedicinen.

Frederick Conybeare

1856–1924 Oxford

Orientalist, der i 1898 udgav den første engelske oversættelse af Salomons Testamente og dermed bragte dens liste over seksogtredive dekanånder ud til læsere uden for den græske filologi.

Chester McCown

1877–1958 USA

Bibelforsker, hvis tekstkritiske udgave af Salomons Testamente fra 1922 ordnede de indviklede håndskrifter og stadig er grundlaget for studiet af teksten.

Wilhelm Gundel

1880–1945 Tyskland

Klassisk filolog, der i 1936 udgav den latinske Liber Hermetis og samme år i Dekane und Dekansternbilder samlede de medicinske og magiske dekantekster på fire sprog.

André-Jean Festugière

1898–1982 Paris

Dominikansk forsker, hvis La Révélation d'Hermès Trismégiste, begyndt i 1944, placerede Den hellige bog og Thessalos-brevet i det romerske Egyptens hermetiske litteratur.

Campbell Bonner

1876–1954 Michigan

Klassisk filolog, hvis Studies in Magical Amulets fra 1950 katalogiserede Chnoubis-gemmerne og andre helbredende sten og gav dekanamuletterne deres materielle sammenhæng.

Medicin efter dekanerne

Dekanmedicin er den tro, udbredt i det græsk-romerske Egypten og det østlige Middelhavsområde i de første århundreder e.v.t., at hver af de seksogtredive dekaner styrede en del af menneskekroppen og kunne fremkalde eller helbrede dens sygdomme. De, der praktiserede den, brugte ikke først og fremmest dekanerne til forudsigelse. De brugte dem til at forklare, hvorfor et bestemt organ blev sygt, og til at beskytte det ved at bære en graveret sten, lægge en plante sammen med den eller udtale navnet på den magt, der kunne drive sygdommen bort. Læren hører til religionens og medicinens historie, ikke til medicinen, som den udøves i dag, og denne side beskriver den som historisk tro. Kilderne er få og vanskelige: en græsk afhandling tilskrevet Hermes, en håndfuld bemærkninger fra læger og filosoffer, en berømt dæmonologisk tekst og tusinder af graverede gemmer, hvis formål må udledes af deres billeder og indskrifter.

Himlen lagt over kroppen

Den almene forestilling om, at kroppens dele svarer til himlens dele, kaldes melotesi. Den bedst kendte form er den zodiakale: Vædderen styrer hovedet, Tyren halsen og så videre ned til Fiskene ved fødderne. Dekanal melotesi bruger den samme logik oppefra og ned med en finere inddeling. I stedet for tolv zoner har den seksogtredive, så hovedet for eksempel deles mellem flere dekaner, der hver har ansvaret for et mindre område eller en bestemt slags lidelse. Den finere inddeling passede til en medicin, der ville kunne nævne præcis, hvilken magt der var på færde i en given sygdom. Begge systemer hviler på den antagelse, fælles for det meste af antikkens medicin og filosofi, at mennesket er et lille kosmos, hvis dele er bundet til det store ved sympati. I dekanmedicinen blev denne sympati ordnet gennem det ældste og talrigeste sæt af stjerneguder, den egyptiske tradition havde.

Egyptiske rødder

To egyptiske forestillinger beredte jordbunden. Den første er guddommeliggørelsen af kroppens dele. Kapitel 42 i Dødebogen sætter hver del af den dødes krop lig med en gud, fra håret til tæerne, så hele personen beskyttes ved at være guddommelig lem for lem. Lignende lister findes i helbredende besværgelser, hvor den syges lemmer et efter et stilles under guddommelig beskyttelse. Den anden forestilling er faren ved dekanerne selv. I det første årtusinde f.v.t. blev dekanerne forbundet med udsendingene for Sekhmet, pestens løvegudinde, og man mente, at de kunne sende sygdom i løbet af de ti dage, hver af dem styrede. En magt, der kunne sende sygdom til kroppen, kunne også overtales til at holde den tilbage, og en, der herskede over en del af året, kunne bedes om at herske over en del af kroppen. Dekanmedicinen forenede disse to tankevaner med den græske zodiak og det græske sprog for medicinsk teori.

Hermes' hellige bog til Asklepios

Den centrale tekst er en kort græsk afhandling kendt som Hermes' hellige bog til Asklepios. Den er bevaret i sene håndskrifter, og dens datering er usikker, men den placeres som regel i de første århundreder e.v.t. Den franske forsker Charles-Émile Ruelle udgav den i 1908. Afhandlingen gennemgår zodiakken tegn for tegn og giver hver af tegnets tre dekaner et navn, en beskrivelse af dekanens billede, den legemsdel eller slags sygdom, den styrer, en sten og en plante. Dekanerne går ned gennem kroppen i zodiakkens rækkefølge, så Vædderens første dekaner angår hovedet og Fiskenes sidste dekaner fødderne. Bogen fremstiller sig selv som åbenbaret viden, givet videre fra Hermes, grækernes navn for den egyptiske Thoth, til hans elev Asklepios, lægekunstens gud. Den indramning placerer den blandt de hermetiske skrifter, en stor og broget litteratur, der spænder fra filosofiske dialoger til praktisk astrologi og magi.

Sådan blev en dekanamulet lavet

Den hellige bogs anvisninger følger et fast mønster. For hver dekan får læseren besked på at gravere dekanens billede i dens sten, lægge dekanens plante under stenen og indfatte de to sammen i en indfatning, som bæreren holder på kroppen. Amuletten beskytter så den legemsdel, dekanen styrer. Det, der efter tekstens logik fik det til at virke, var en kæde af korrespondancer: dekanen på himlen, dens afbildning på stenen, stenen og planten, der delte dens natur, og organet under dens herredømme. Billedet betød mest. En korrekt graveret figur mentes at drage dekanens indflydelse ind i genstanden, og derfor bevarede traditionen så omhyggelige beskrivelser af, hvordan hver dekan så ud. Den samme logik med billede, materiale og himmelsk hersker ordnede senere talismanopskrifterne i den arabiske Picatrix og hos renæssancens magikere.

Chnoubis og den grønne sten

Den bedst dokumenterede dekanamulet er Chnoubis-gemmen. Dens billede er en sammenrullet slange med løvehoved, ofte kronet med stråler, og dens navn, også skrevet Chnoumis, er et dekannavn, der som regel afledes af den egyptiske dekan Kenmet. Hundredvis af sådanne gemmer er bevaret fra romertiden, mange skåret i grønne eller gullige sten, og de bærer ofte navnet og et tegn af tre S-former krydset af en streg. Deres sædvanlige formål var, at dømme efter indskrifter og antikke vidnesbyrd, at beskytte maven og fordøjelsen. Lægen Galen, der skrev i det andet århundrede, beretter, at nogle satte pris på grøn jaspis for maven, og at det værk, der cirkulerede under Nechepsos navn, i sin fjortende bog foreskrev at gravere en sådan sten med en slange med strålekrans. Galen siger, at han afprøvede stenene ved at hænge dem, så de rørte den øvre del af maven, og fandt dem nyttige også uden graveringen, en bemærkning, der er et sjældent eksempel på en antik eksperimentel kommentar til en magisk skik. Den amerikanske forsker Campbell Bonner katalogiserede senere Chnoubis-gemmerne i sin Studies in Magical Amulets fra 1950.

Kelsos og de seksogtredive dæmoner

En udenforstående fra det andet århundrede beskrev læren ligefremt. Kelsos, en platonisk filosof, der skrev mod de kristne, siger, at ifølge egypterne er menneskekroppen delt mellem seksogtredive dæmoner eller luftens guder, der hver har ansvaret for én del, og at man helbreder delens sygdom ved at påkalde dem ved deres navne. Han anfører nogle af navnene i græsk form. Kelsos' bog er tabt, men Origenes citerer passagen i ottende bog af sit svar, Mod Kelsos, skrevet i det tredje århundrede. For Kelsos var pointen, at selv kroppen blev forvaltet af guddommelige magter, der fortjente respekt; for Origenes var det bevis på, at sådanne magter var dæmoner, som de kristne ikke behøvede at ære. Ordvekslingen viser, at dekanmedicinen i slutningen af det andet århundrede var kendt nok til at blive brugt som eksempel i en filosofisk diskussion om religion.

Salomons Testamente

Dekanernes mest levende optræden som sygdomsbringere er i Salomons Testamente, en græsk tekst af usikker alder, hvis bevarede form er kristen; forskerne placerer dens tilblivelse et sted mellem det første og det femte århundrede e.v.t. Den fortæller, hvordan kong Salomon fik en ring af ærkeenglen Mikael, som gav ham magt over dæmoner, og hvordan han lod dem bygge Templet. I et langt afsnit træder seksogtredive ånder frem for ham på én gang. De kalder sig de seksogtredive elementer, verdensherskerne over denne tidsalders mørke, og hver af dem identificerer sig med en af zodiakkens dekaner, begyndende med Vædderens første dekan. Hver ånd nævner den sygdom, den forvolder (hovedpine, øjensygdom, ondt i halsen, smerter i bestemte organer), og derefter det ord, der overvinder den, oftest navnet på en engel og undertiden en skreven formel, der skal bæres eller sættes op i huset. Den første siger for eksempel, at den bringer hovedpine og viger, så snart den hører en befaling rettet til ærkeenglen Mikael. Listen følger i store træk kroppen nedad, ligesom den hermetiske bog gør.

Thessalos og tegnenes planter

Ved siden af dekanteksterne står en beslægtet tradition for astrologisk botanik. Et græsk værk kaldet Om planternes kræfter, tilskrevet en læge ved navn Thessalos og sandsynligvis skrevet i det første århundrede e.v.t., indledes med et brev, hvori forfatteren fortæller, hvordan han studerede medicin i Alexandria, rejste til Theben i Øvreegypten og overtalte en præst til at fremkalde et syn af Asklepios. Guden åbenbarede så de planter, der hørte til hvert af de tolv tegn og de syv planeter, og de lægemidler, der kunne laves af dem, når de blev indsamlet på det rette tidspunkt. Thessalos arbejder med tegn og planeter, ikke dekaner, men rammen er den samme: Egypten som den skjulte videns hjemsted, en åbenbaring fra en helbredende gud og planter, hvis kraft afhænger af stjernerne. Hermes' hellige bog er dekanversionen af den samme idé, med seksogtredive planter i stedet for tolv.

Middelalderen og tiden efter

Dekanmedicinen gik ikke over i middelalderens almindelige medicin. Det latinske Europa holdt i stedet fast i den zodiakale melotesi, bedst kendt fra almanakkernes og tidebøgernes dyrekredsmand, en figur med de tolv tegn placeret på kroppen, som lægerne konsulterede før åreladning. Et latinsk samleværk kendt som Liber Hermetis, som Wilhelm Gundel udgav i 1936, bevarer dekannavne og -lister blandt meget andet hellenistisk stof, men det fik ringe praktisk indflydelse. Dekanbillederne overlevede hovedsagelig i magien. Abu Ma'shars billedlister og talismanopskrifterne i Picatrix, oversat til latin i det trettende århundrede, bar forestillingen om, at et billede graveret i det rette himmelske øjeblik kunne helbrede eller beskytte, og renæssanceforfattere som Agrippa gentog den. På det tidspunkt var forbindelsen til bestemte legemsdele for det meste blegnet, og dekanerne tjente som almene magter for talismaner snarere end som et system til diagnose.

Sådan blev teksterne genfundet

Det meste af dette stof kom frem i lyset igen mellem 1890'erne og 1950'erne. Frederick Conybeare udgav en engelsk oversættelse af Salomons Testamente i 1898, og Chester McCowns tekstkritiske udgave fra 1922 bragte orden i håndskrifterne. Ruelles udgave af Hermes' hellige bog udkom i 1908. Wilhelm Gundels Dekane und Dekansternbilder fra 1936 samlede det egyptiske, græske, latinske og arabiske dekanstof. Den dominikanske forsker André-Jean Festugière behandlede Den hellige bog og Thessalos-brevet i første bind af La Révélation d'Hermès Trismégiste i 1944 og placerede dem i det romerske Egyptens bredere hermetiske litteratur. Bonners arbejde med gemmerne i 1950 føjede det materielle vidnesbyrd til. Senere historikere, som Garth Fowden i The Egyptian Hermes fra 1986, har læst kilderne som frembringelser af en tosproget egyptisk præstekultur, der tilpassede sine gamle guder til græsk lærdom.

At læse kilderne i dag

De bevarede tekster rejser problemer, som man bør have for øje. Ingen af dem kan dateres sikkert, de hermetiske og salomoniske tekster blev kopieret og ændret i århundreder før deres ældste bevarede håndskrifter, og dekannavnene i dem varierer så meget, at de ikke kan stilles pænt op over for de egyptiske lister. Gemmerne er lettere at datere ud fra stilen, men deres nøjagtige brug er rekonstrueret ud fra korte indskrifter og nogle få litterære bemærkninger. Det, man kan sige med sikkerhed, er, at der i de første århundreder e.v.t. fandtes en betydelig forestillingsverden, ifølge hvilken de seksogtredive dekaner styrede kroppens dele, og billeder, sten, planter og navne kunne binde deres indflydelse, og at denne tro hvilede lige så meget på egyptisk teologi som på græsk astrologi. Den er et kapitel i historien om, hvordan mennesker forstod sygdom, og intet i den bør tages som vejledning i at behandle sygdom.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er dekanmedicin?

Et trossystem fra den græsk-romerske periode med centrum i Egypten, der knyttede hver af de seksogtredive dekaner til en del af menneskekroppen. Man mente, at hver dekan kunne fremkalde eller helbrede sygdom i sin del, og folk søgte beskyttelse gennem graverede sten, planter og navnene på de magter, det drejede sig om. Det er et emne for historisk studium, ikke en form for behandling.

Hvad er Hermes' hellige bog til Asklepios?

En kort græsk hermetisk afhandling, der opregner de seksogtredive dekaner med deres navne, billeder, de legemsdele, de styrer, og en sten og en plante til hver, sammen med anvisninger på at lave en beskyttende amulet. Dens datering er usikker, som regel de første århundreder e.v.t., og den blev første gang udgivet af Charles-Émile Ruelle i 1908.

Hvad er melotesi?

Den antikke lære om, at kroppens dele svarer til himlens dele. I den zodiakale version styrer Vædderen hovedet og Fiskene fødderne; i den dekanale version er den samme rækkefølge oppefra og ned delt i seksogtredive zoner. Den hviler på forestillingen om, at mennesket er et lille kosmos, bundet ved sympati til det store.

Hvad er en Chnoubis-gemme?

En graveret sten fra romertiden, der viser en sammenrullet slange med løvehoved, ofte kronet med stråler og forsynet med indskriften Chnoubis eller Chnoumis. Navnet tilhører en dekan og afledes som regel af den egyptiske dekan Kenmet. Antikke vidnesbyrd og indskrifter forbinder gemmerne med beskyttelse af maven.

Hvad sagde Galen om dekanamuletter?

I sit værk om enkle lægemidler bemærker Galen, at en bog tilskrevet Nechepso anbefalede en grøn jaspis graveret med en slange med strålekrans og båret mod maven. Han siger, at han selv prøvede sådanne sten og fandt dem nyttige også uden graveringen. Det er et sjældent tilfælde af en antik læge, der kommenterer et magisk middel ud fra egen erfaring, og det afspejler hans tids forståelse, ikke moderne evidens.

Hvordan optræder dekanerne i Salomons Testamente?

Som seksogtredive ånder, der føres frem for kong Salomon, som styrer dem med en ring, han har fået af ærkeenglen Mikael. De kalder sig zodiakkens dekaner og mørkets verdensherskere. Hver nævner den sygdom, den forvolder, begyndende med hovedpine og videre ned gennem kroppen, og det englenavn eller den skrevne formel, der driver den bort.

Hvornår blev Salomons Testamente skrevet?

Det ved ingen præcist. Forskerne placerer dens tilblivelse et sted mellem det første og det femte århundrede e.v.t., og de bevarede græske håndskrifter er meget senere og afviger fra hinanden. Den nuværende form er kristen, men den bygger på jødiske sagn om Salomons magt over dæmoner og på egyptiske og græske forestillinger om dekanerne.

Hvad berettede Kelsos om dekanerne?

Kelsos, en filosof fra det andet århundrede, skrev, at egypterne delte menneskekroppen mellem seksogtredive dæmoner eller luftens guder, der hver havde ansvaret for én del, og at påkaldelse af deres navne helbredte delens sygdom. Hans bog er tabt, men Origenes citerede passagen i Mod Kelsos for at argumentere for, at sådanne magter var dæmoner.

Brugte middelalderens læger dekanerne?

Meget lidt. Middelalderens latinske medicin holdt fast i den zodiakale melotesi, vist i den velkendte dyrekredsmand, der blev brugt til at bestemme tidspunktet for åreladning, frem for dekanernes inddeling i seksogtredive dele. Dekanbillederne overlevede hovedsagelig i den astrologiske magi, gennem Abu Ma'shar, Picatrix og senere renæssanceforfattere, hvor de tjente som talismaner uden en præcis fordeling på organerne.

Er dekanmedicin en gyldig behandling?

Nej. Det er et historisk trossystem, der studeres for det, det viser om antikkens religion, astrologi og medicin. Intet i disse kilder bør bruges til at stille diagnoser eller behandle sygdom, og enhver med et helbredsproblem bør søge en kvalificeret læge eller sundhedsfaglig person.

Seneste Indlæg

Opdag den gamle visdom fra tarotkort og lås op for mysterierne i din spirituelle rejse. Vores blog er din indgang til at forstå den rige symbolik, betydninger og praktiske anvendelser af tarotlæsning.