Obsidian

Hvad den egentlig er

Et amorft vulkansk glas, der typisk består af omkring halvfjerds procent siliciumdioxid, med en hårdhed på 5 til 5.5 og muslet brud.

Da obsidian savner en indre krystalstruktur, brækker det langs glatte, buede flader. På sit tyndeste punkt kan kanten af en flække have tykkelse som et enkelt molekyle, langt skarpere end en skalpel i kirurgisk stål. Af denne grund har obsidianblade været afprøvet i eksperimentel mikrokirurgi.

Farven er oftest dybsort som følge af mikroskopiske indeslutninger af magnetit og hæmatit. Snefnugobsidian indeholder hvide cristobalit-sfærolitter; mahogni-obsidian udviser rødbrune bånd af jernoxider; guld-, sølv- og regnbueobsidian rummer orienterede mikrobobler eller krystallag, der fremkalder iriserende lysspil.

Obsidian er metastabil. Over geologiske tidsrum afglasses det og krystalliserer ganske langsomt, hvorfor meget lidt obsidian ældre end nogle få millioner år er bevaret i glastilstand.

Det er kemisk inert og ugiftigt, men rå skår skærer i huden ved den mindste berøring.

Hvor den stammer fra

Mexico, især gennem de rige forekomster ved Pachuca og Otumba, forsynede hele Mesoamerika. Kappadokien i Tyrkiet og øen Melos i Det Ægæiske Hav forsynede Mellemøsten og Middelhavsområdet i oldtiden. Armenien, Island, de italienske Lipariske øer, Japan og det vestlige USA rummer ligeledes betydelige forekomster.

Den arkæologiske betydning er enestående. Hver vulkansk lavastrøm har et unikt geokemisk fingeraftryk af sporstoffer, så forhistoriske redskaber via laboratorieanalyser kan spores direkte tilbage til deres oprindelige stenbrud. Dette har gjort det muligt at kortlægge forhistoriske handelsruter med en præcision, som knap noget andet materiale tillader.

Obsidian fra Melos fundet på det græske fastland i lag dateret til omkring 11000 f.Kr. udgør et af de tidligste beviser på maritim søfart i Middelhavet.

I Mesoamerika blev obsidian brudt og forarbejdet i protoindustriel målestok; aztekernes macuahuitl, et træsværd besat med skarpe obsidianklinger, var krigernes mest frygtede nærkampsvåben.

Hvad overleveringerne hævdede

Den mesoamerikanske tradition er den mest betydningsfulde. Polerede obsidianspejle var det faste kendetegn for Tezcatlipoca, hvis navn ordret betyder «det rygende spejl», og præsterne anvendete dem til spådom og åndelig indsigt. Spanske kronikører beskrev disse skikke, og et sådant spejl tilhørte senere Elizabeth 1.'s hofastrolog John Dee og er i dag udstillet på British Museum.

Dette ene klenodie danner en bemærkelsesværdig bro mellem aztekisk offerskik og renæssancens lærde hermetiske magi.

I Anatolien er obsidianspejle fra Çatalhöyük dateret til ca. 6000 f.Kr., hvor de blev nedlagt som værdifulde gravgaver.

Klassiske romerske kilder omtaler også stenen: Plinius den Ældre tilskriver navnet en romer ved navn Obsius eller Obsidius, som bragte de første prøver med sig fra Etiopien.

Nutidig symbolsk praksis opfatter obsidian som en kompromisløs sandhedssten og et resolut værn, der konfronterer frem for at berolige. Selvom denne tolkning opstod i det tyvende århundrede, afspejler den trofast stenens fysiske skarphed.

Hvordan man arbejder med den

Obsidianens moderne rolle fordrer respekt: den betragtes som en sten, der afdækker det man hidtil har undgået, skabt til at ryste mageligheden.

Den egner sig ikke til uerfarne og er ikke det rette valg, når det man søger er mild trøst eller umiddelbar ro.

Brugen af mørke spejle til scrying har et reelt historisk fundament. En poleret obsidianplade udgør den mest autentiske overflade til denne form for fordybelse. Øvelsen består i roligt at fæstne blikket på den mørke flade, indtil sindet danner indre billeder og symboler.

Til personlig brug er en tromlesten helt tryg. Råt brudt materiale har barberbladsskarpe kanter og skal opbevares utilgængeligt for børn.

Med hårdhed 5.5 ridses og skaller den ved stød, hvorfor den ikke er velegnet til fingerringe i hverdagen.

Køb med omtanke

Sort industrielt flaskeglas sælges hyppigt under betegnelsen obsidian. Kemisk ligger de tæt op ad hinanden, da obsidian i sig selv er et glas; forskellen beror på den naturlige vulkanske dannelse modsat fabrikkens smelteovn.

Hold en tynd kant op mod en kraftig lyskilde: ægte obsidian lader oftest et skær af brunt, mørkegrønt eller røggråt skinne igennem, mens almindeligt glas forbliver helt uigennemsigtigt og mat sort. Fabrikerede stykker viser af og til støbelinjer og regelmæssige runde luftbobler, hvorimod ægte obsidian rummer aflange bobler og flydestrukturer.

Snefnug-, mahogni- og regnbueobsidian er naturlige varieteter. Derimod er klarblå, grøn eller lilla obsidian altid syntetisk farvet glas, da naturen ikke frembringer obsidian i disse nuancer.

Kranier, kugler og pyramider udskæres i hånden af ægte sten; støberande afslører straks en billig efterligning.